EN LALLEGLAD IDIOT PÅ LYKKEPILLER

”Hej. Jeg hedder Simone Nissen. Jeg er 22 år; og nårh ja… Så er jeg på lykkepiller.”

Har du ikke allerede dannet dig, uden at kende mig, et billede inde i dit hovede af mig?

Det er snart over 4 år siden, at jeg tog grædende til lægen, fordi jeg havde det dårligt. Jeg havde tabt mig forfærdeligt meget, jeg var træt, havde hovedpine dagligt, var sygeligt nedtrykt og jeg kunne ikke længere selv klare det. Så jeg bestilte en tid hos lægen, cyklede derop, satte mig i venteværelset alt imens jeg bare havde lyst til at græde. Og det gav jeg mig selv lov til, lige da jeg satte mig ind i lokalet hos min læge – 10 minutter senere sad jeg med den gule recept i hånden. Min læge havde ordineret mig anti-depressiv (lykkepiller, som de bliver kaldt) – og så sad jeg der og læste: ”mod depression”. Min verden brød sammen – fuldstændig sammen. Tænk, at der stod lige dér, at jeg havde en depression. Dagen i dag synes jeg, at det var alt, alt, alt for tidligt at udskrive medicin til mig – og jeg tror desværre, at det sker for rigtig mange, som måske kunne have undgået medicin. Det viste sig senere, at jeg ikke havde noget andet valg.

Min daværende kæreste sagde en dag til mig, da jeg lå på min seng og ikke gad noget – ikke magtede noget; ”Simone, det du føler lige nu. Det kaldes en depression. Du er syg.” Jeg kan huske at jeg grinede af ham og tænkte ”sikke en idiot, jeg er altså ikke syg.” Jeg kan også huske at jeg sagde til nogle af mine veninder grinende ”Og så siger han, at jeg har en depression. Ha ha ha ha”. På det tidspunkt havde jeg ikke selv indset det. Tror jeg prøvede at kæmpe imod mine symptomer med alt jeg havde.

Nå, men så sad jeg der, med en pakke anti-depressiv i hånden. Og nu skulle de til at være en del af min hverdag. Og hold nu k***, hvilken del de blev. Jeg havde det SÅ dårligt. Jeg mærkede ikke andet end bivirkninger de første 4-6 uger. Jeg kunne ikke rejse mig op pga lavt blodtryk og besvimelses-fornemmelser, jeg kunne ikke finde ro pga. uro i benene – jeg havde det SÅ dårligt. Min depression blev faktisk forværret – men det siger man, at den gør. Man kan få øgede selvmordstanker og det hele kan føles rigtig slemt. De siger, at der skal gå ca. 6-8 uger inden man overhovedet kan mærke, om det virker. Dét gjorde de første slags piller ikke på mig. Overhovedet. Jeg følte ikke andet end bivirkningerne.

Efter nogle måneder fik jeg tid hos en psykiater – og der gik det op for mig, hvor syg jeg var. Hun tog en såkaldt ”depressionstest” på mig, og jeg forsøgte at svare alt imens jeg bare græd, græd og græd. Jeg ”scorede” så mange point, at det var tydeligt, at jeg havde en SVÆR depression. Dér efter mit første besøg hos psykiateren startede den store jungle for alvor – fuld af medicin. Og jeg var så syg, at jeg ikke kunne undvære medicinen – hvorend jeg gerne ville.

Jeg tror ikke der findes noget anti-depressiv, som jeg ikke har prøvet. Min psykiater famlede i blinde og prøvede at finde noget, der kunne hjælpe mig. Hun kombinerede på kryds og på tværs – og pludselig var der noget der begyndte at hjælpe mig. Jeg fik det tåleligt, sådan at jeg rent faktisk kunne holde ud at leve. Men jeg blev ikke glad. Ikke lykkelig. Ikke noget som helst af alt det, som folk tror man bliver af lykkepiller.

Faktisk lagde pillerne endnu mere låg på mine følelser. Jeg kunne ikke græde, hvis jeg f.eks. sad og så en sørgelig film i tv’et. Der var ikke rigtig noget der rørte mig. Jeg blev ikke nervøs på tidspunkter, hvor jeg faktisk ville være blevet nervøs på ”almindelig vis”. Det var helt vildt mærkeligt. Jeg følte mig helt vildt dopet – og jeg fik også nogle piller på et tidspunkt, hvor jeg bare SKULLE være i nærheden af en seng – for 20 minutter efter jeg havde taget den, så var jeg ved at falde om af træthed.

Så…. Vil egentlig bare gerne frem til, at man slet, slet, slet ikke bliver lykkelig af lykkepiller. Derfor forstår jeg heller ikke, at samfundet har givet dem dén titel. Skal vi ikke bare kalde det anti-depressiv medicin? Ligesom blodfortyndende medicin f.eks?

Pillerne gør…. Ja, hvordan skal jeg forklare det. I mit tilfælde kan man ikke pege på, hvad der har udløst min depression. Man siger, at det er ”noget der er sket oppe i hjernen” – og for at det ligesom skal falde på plads igen, så havde jeg altså brug for den her medicin. Den skulle få de forskellige ting til at komme på normalt niveau, så jeg ikke følte alle de grimme symptomer på depression, som jeg havde. Det skulle hjælpe mig til at blive rask. Man kan ikke ”tage sig sammen” og blive rask af sig selv, når man har det sådan.

Man bliver ikke lykkelig. Man bliver ikke høj i hatten. Du skal ikke ønske dig ”bare lige at prøve at tage en pille”.

I dag er jeg på så lav en dosis, at jeg ikke mærker, at jeg tager medicinen. Den er bare en del af min hverdag – og egentlig gør den mig ikke noget. Jeg er vant til det. Jeg har flere gange prøvet at trappe helt ud – men det er ikke gået super godt; så jeg må acceptere, at jeg indtil videre stadig har brug for en lille dosis.

Så fordommene – de er væk nu, ikk? 😉

/Simone